Undervisning om traumer

Vi kan ikke ændre på hændelser i livet, der har sat sine spor, men vi kan arbejde med dem, så de ikke kommer til at styre og dominere vores liv.

Her er nogle af de pointer fra den narrative traumebehandling, som vi kan komme ind på, vel vidende at det ikke er alle vi når. Deltagerne er, med aktiv deltagelse, med til at påvirke indholdet i undervisningen. Der vil indgå små øvelser. 

Følgende pointer inddrages:

1. Hvad er et traume: Vi taler sammen om hvad et traume er og hvordan det kan opstå.
2. Flod-bred-metafor:

   Floden symboliserer fortiden, hvor der er ubehagelige bølger af følelser og sanseindtryk. Man kæmper for at holde hovedet oven vande. Der er ingen steder at stå og ingen steder at finde hvile. Det kræver tryghed at fortælle om ubærlige situationer. Derfor skal personen først i sikkerhed/ op på flodbredden. Der hvor hun fortæller om sin styrke, sit mod, sine modhandlinger mv

   Bredden symboliserer nutiden. Hvis man skal turde at fortælle skal man stå på et sikkert sted. (på flodbredden). Derfra kan man være i sikkerhed. Betragte traumet( det der ligger i floden) på afstand. Skabe forbindelse til sig selv og sin handlekraft og genfinde sig selv. 

   “Der må være skabt sikkerhed, før en person begynder processen med at bearbejde. Hvis man skal turde fortælle, skal man stå på et sikkert sted”. (citat af Judith Herman)

3. Den HELE fortælling:

   Det mennesker sædvanligvis prøver at gøre er, at gøre sig så stærk, så man kan klare ”den halve fortælling”; effekterne af traumer. Det kan man ikke holde til på sigt. Det kræver flere og flere kræfter. Kroppen begynder at reagere, der kommer fysiske belastninger oveni, som man så prøver at klare.  Man får en anden identitet som ”offer” eller forsvarsløs.

   Vi skal tale om den hele fortælling (M. White)  Der hvor man stod op for sig selv og hvor man forsvarede sine værdier. Genetablering af forbindelsen til sine værdier. Og til den vi ønsker at være. 

4. Dannelse af negative konklusioner: Bevidste og ikke bevidste traumatiske hændelser folder sig ud i bevidstheden, sammen med konklusioner (ofte destruktive og negative konklusioner). det kan være konklusioner om verden, om andre menneskers hensigter og om os selv, ex. jeg har ikke fortjent andet, det var min egen skyld.

   Man prøver altid at finde mening. Risikoen i meningstilskrivesen er at man danner negative konklusioner.

5. Fortiden ind i nutiden: Særlige sårbarheder/ ømme punkter har deres udspring i konkrete oplevelser i det levede liv (fortiden). Nutidige hændelser skaber hukommelsesspor til traumatiske hændelser fra det allerede levede liv (traumehuller). Når traumatiske erindringer invaderer hverdagslivet, har man ikke længere et udsigtspunkt i nutiden, hvorfra det er muligt at bevare en bevidsthed om, at det man oplever stammer fra et anden tidspunkt i ens liv. Det kan derfor være svært for andre at gennemskue, hvorfor man selv eller en anden personen reagerer så kraftigt med selvbeskyttelse.

6. Skam. Der opstår ofte skam i forbindelse med traumer. Vi skammer os, ex fordi vi føler at vi ikke handlede/reagerede, eller over at én man stolede på behandlede én dårligt. Derfor er vi tilbøjelige til at holde ting hen i det skjulte/hemmelige. Når vi gør det brydes den konstante/ gennemgående følelse af hvem vi er. 
7. Værdier: En oplevelse bliver til et traume, når vores værdier nedgøres, ydmyges, latterliggøres eller mister deres værdi. 
8. Krop. Når vi såres, trækker kroppen sig sammen i forsvar. Det samme sker når vi såres i livet. Frygten får dig til at stivne. Hvis du lader frygten være, bliver du ufri. Vi tror at når vi lukker os sammen, så beskytter vi os. Mennesker prøver sædvanligvis at gøre sig så stærk, så man kan klare ”den halve fortælling”/ effekterne af traumer. Det kan man ikke holde til på sigt. Det kræver flere og flere kræfter. Kroppen begynder at reagere, der kommer fysiske belastninger oveni, som man så prøver at klare.  Man får en anden identit som ”offer” eller forsvarsløs. Vi risikerer at lukke af for livet og kærligheden og miste adgangen til vores kraft.

Bevidning. Når deltagerne har en åbenhed overfor hinanden og når en deltager har lyst til at fortælle en lille bid fra sit liv, er en vigtig afslutning på dette, at lave bevidning. Jeg har det ønske for hver enkelt deltager, at de prøver enten at blive bevidnet eller selv at være bevidner. 

Den narrative samtale tilfører mennesker mulighed for at blive en anden, ved at lytte til andre menneskers fortællinger om deres liv. Det har en særlig betydning for personens identitet at høre sine egne ord blive gentaget og bekræftet at en anden. Hensigten med bevidning er at bidrage til identitetsskabelse. Vidnere bliver interviewet ud fra

• hvad har du særligt hæftet dig ved, som personen har sagt.
• hvad fortæller det dig om hvad personen særligt værdsætter i livet og hvilket billede, hvilken metafor de eventuelt får af personen
• hvad har det som du særligt har hæftet sig ved af resonans i dit eget liv
• hvor det bringer dig hen i dit eget liv at lytte til personen og at fortælle om deres eget liv.

Dette er ikke en manual til et forløb, men ideer til hvad det kan indeholde. Der kan justeres og tilpasses den enkelte deltager.